Slutningen af Canada og starten på USA igen.
(The final part of Canada and the start of the USA. The English translation is below)
Fort St. John viste sig at være en pæn stor by, med alle de nødvendige forretninger for at proviantere. Desværre havde cykelhandleren ikke modtaget pakken fra Anchorage, så vi blev rimelig negative og krævede vores penge retur fra Alaska. Det fik vi dog heldigvis lovning på, at ville ske. Vi hoppede på den næste Greyhound bus, som tog os til Jasper National Park, via Edmonton. Jasper, sammen med Banf National Park, er med rette Canadas mest berømte og populære nationalparker. Vi overnattede i forskellige statsparker om natten og cyklede op og ned af the Rocky Mountains om dagen. Mens vi var i de to nationalparker, så vi bjørne hver eneste dag. Nogle dage så vi hele 4-5 bjørne. Men selvom man næsten blev vant til at møde dem hele tiden, var hvert et møde specielt. De ser godt nok søde ud og man har næsten lyst til at gå hen og klappe dem, men de har naturligvis evnen til at dræbe en på stedet, hvis bjørnene føler sig truet, så man skal hele tiden være opmærksom. Indtil videre havde alle bjørnene vi mødte været sorte bjørne, som er en anelse mindre end grizzly bjørnene. En dag fik vi dog at vide af en anden rejsende, at der var en kæmpe grizzly lidt længere nede af vejen, i den retning som vi skulle. Denne gang ville jeg ikke gå glip af den. Første gang, i Alaska, kørte vi jo lige forbi uden af se den. Da et par biler stoppede op, regnede vi med at det var fordi de havde spottet en grizzly. Og rigtig nok: ikke langt fra vejkanten luntede en ordentlig grizzly han rundt og åd bær. Jeg tonsede efter den med kameraet i hånden og fik et par gode billeder. Cinzia skulle ikke nyde noget og holdt sig i sikker afstand. Senere samme dag fejrede vi vores første års bryllupsdag, så det var vores gave til hinanden! At tage på et års cykel-bryllupsrejse var åbenbart ikke så tosset endda…
Vi fortsatte videre ned sydpå til vi kom til Lake Louise. Modsat de foregående steder, hvor vi har overnattet, tog byens campingplads ingen chancer med bjørnene. Således skulle vi passere en gitterport, med stærk strøm i, inden vi kunne komme ind og stille vores telt op. Som så ofte før, ankom vi sent om aftenen og det var lidt svært at finde plads i mørket da det hele var fuldt booket. Faktisk kom vi til at dele et campingsted med et andet telt. Den næste morgen betalte vi dem så halvdelen af prisen for stedet. Nu var vi ikke langt fra den Canadisk-amerikanske grænse.
Næste sted vi gjorde holdt var Sandpoint, i USA. Der boede vi hos Paula, hendes tre vidunderlige drenge og 7 katte (5 af dem var killinger, som var tæt på at vælte huset flere gange). Om aftenen så vi en dokumentarfilm om en berømt mountainbike cykelløb, som finder sted hvert år fra Banf i Canada til Mexico. Løbet køres langs the Continental Divide, altså højdedraget på USA. Selvom det løber af stablen om sommeren var der masser af sne, som de skulle kæmpe sig igennem. Måske det var en ide til vores næste udfordring? Bortset fra det, så svømmede vi flere gange i den lokale sø i nærheden og jeg lærte drengene at ligge fladt på bunden ved at puste alt luften ud af lungerne.
I Fairmont boede vi en enkelt nat hos David og Donna. De havde det mest vidunderlige hus man kunne forestille sig. Det var bygget i traditionel Canadisk stil med tykke træstammer og det hele. Indvendigt var huset dog helt moderne. Ligesom de andre medlemmer af warmshowers, så havde de også en stor passion for cykling. De havde således foretaget mange cykelture i Frankrig på en tandemcykel.
I Spokane mødte vi Norman, som var pensioneret brandmand på 65 år. Han var en af landets bedste mountainbike cykelryttere i sin aldersklasse og vi havde svært ved at følge med ham, når det gik op ad bakken. Han boede i et særpræget hus, som han selv havde designet. Selvom det lå ret tæt på byens centrum, var det næsten helt isoleret, da det var gemt bag en kæmpe klippesten. Sammen med Norman, kørte vi Spokanes gader tynde. Han var den perfekte guide, som tog sig tid til at være sammen med os. En aften gik vi også en tur hen til en bakketop, hvorfra man kunne se ud over hele Spokane, som faktisk er den største by (bortset fra New York, naturligvis) vi har været i på vores bryllupsrejse. Der er næsten ½ million mennesker i Spokane og omegn. Det var imponerende at se, hvordan byen var i stand til at lyse hele nattehimlen op. Norman var så venlig at følge os på vej ud fra Spokane. Ellers var vi sikker faret vildt i den spaghettiknude, som de kalder et vejnet. Efter at have kørt lidt over 100 km. den dag ankom vi til Ritzville sent om aftenen. Da der ikke var nogen campingplads i byen slog vi telt op i en park. På et tidspunkt løb en fyr forbi i fuld fart. Kort efter kom en politibil forbi med sit projektørlys på. De lyste rundt i parken, men opdagede os alligevel ikke. Hvis de ikke kunne se os, tvivler jeg på at de nogensinde finder den person, som de ledte efter. For at gøre natten en tand mere underholdende kom der på et tidspunkt en kæmpe hund forbi og stoppede op lige uden for teltet. Den begyndte at gø som om en sindssyg. Efter et par minutter kom dens ejer endelig og slæbte dem med sig. Vi holdte bare lav profil inde i teltet og håbede på, at vi ikke blev smidt ud af parken. Mens vi ventede på bussen, svømmede vi i en herlig udendørs swimmingpool.
Vi kørte hele vejen til Seattle i en Greyhound bus. Oprindeligt havde vi tænkt os at tage til Portland ved at følge Columbia River, som løber længere nede sydpå. Den plan opgav vi dog, da det betød at vi skulle køre flere hundrede kilometer langs med en yderst trafikeret highway. Der er intet værre end at køre i dagevis ved siden af store lastvogne, som konstant dækker en til med dieselos.
I Seattle mødte vi Saul, som havde rejst en del i Sydamerika og kunne gav og mange tips til den del af turen, når vi en gang kommer dertil. Han var desuden meget behjælpelig med at finde en passende cykelrute til os ud af Seattle igen. Ligesom Norman kørte han også med os et langt stykke af vejen. Vi ville dog ikke bare direkte til Portland. Jeg havde set at der var et triatlonløb i Kent. Cinzia og jeg har begge deltaget i nogle stykker i Danmark og vi synes at de er utrolig underholdende og udfordrende. Da Cinzia ville teste søen, som svømmedelen skulle foregå i, fik hun dog kolde fødder (i overført betydning - vandet var skam varmt nok). Der var nemlig masser af tang og alger i vandet og hun har åbenbart en fobi mod den slags ting, da hun havde en traumatisk oplevelse da hun var mindre. Med andre ord var jeg eneste repræsentant fra Europa til at kaste mig ud i 1500 m svømning, 40 km cykling og 10 km løb. Det er den olympiske distance, som de også vil benytte til OL i London om lidt mindre end et år. Jeg har aldrig været nogen speciel god svømmer, men takket være en våddragt (som holder en flydende) og en determineret kampvilje lykkes det mig alligevel at gennemføre de 1500 m på 40 minutter. Jeg var en af de sidste ud af søen, men til gengæld fik jeg indhentet mange deltagere i cykel- og løbe delen. Jeg kørte godt nok på min 20 kilo tunge stål turcykel, men benmuskler betyder vel også noget. Desuden er min tank ikke sådan lige at stoppe, når den først er kommet op i omdrejninger! Der var mange stejle bakker på både cykel- og løbeturen, og da jeg havde kravlet rundt i the Rockies som en bjergged for ikke så lang tid siden, var det rent vand på min mølle. Det lod dog til at knække en del andre deltagere. Min samlede tid blev på 3 timer og 15 minutter. En solid præstation, som jeg er ret så stolt af. Faktisk var det lidt sjovt at være med, for vi blev begge behandlet som berømtheder, da de fandt ud af, at vi er på en cykeltur fra Alaska til Argentina. De tog billeder af os og fortalte vores historie på deres hjemmeside. Folk stoppede os på gaden og spurgte om vi virkelig var dem, som havde cyklet helt fra Alaska. Mange tog vores billeder. Der var dog ingen, som bad om vores autograf, men det var tæt på. Sådan føles det åbenbart at være berømt. Da jeg passerede over målstregen og speakeren annoncerede, at vi var på vej til Argentina, lød der et jubelråb fra alle tilskuerne. Sådan. Respekt for familien Schyberg!
Efter Kent, trillede vi i retning af Portland. Undervejs gjorde vi holdt i Centralia, som var en hyggelig lille by. Cinzia fandt ud af at der var et passagertog, som passerede gennem byen den næste dag. Hun insisterede på, at vi købte en billet, for hun havde ikke prøvet at køre med tog endnu. Desuden ville det med garanti ikke være sjovt at finde rundt på cykel i en storby som Portland. Som sagt så gjort. Vi overnattede på et motel i Centralia og den efterfølgende dag tog vi toget et par timer sydpå. Portland er virkelig stor. Der er omkring 10 broer i byen, og man skal holde tungen lige i munden for ikke at fare vildt. Takket være min GPS (dvs. Cinzia) lykkes det os at finde vores næste warmshower værter, Lisa og Glenn. De er et ægtepar i midten af 50’erne. De cykler begge til arbejde hver dag og de har også været på cykeltur i Europa et par gange. De har lige tilmeldt sig organisationen og faktisk er vi de første gæster, som de har modtaget. De er utrolig venlige og vi har været rundt i byen med dem flere gange. Glenn er vild med fodbold og kvalitetsøl. Nogle fold, bl.a. Cinzia, ved utrolig meget om vine. For Glenn er det øl. Han inviterede os ud for at smage på en række forskellige øl. Når man fra Danmark næsten kun er vant til at have valget mellem Tuborg eller Carlsberg er det sjovt at prøve nogle andre mærker. Lisa er advokat og hun kørte os hen til nok et triatlonløb, som jeg havde tilmeldt mig. Igen var der for mange alger i søen til at Cinzia turde være med. Jeg fik forbedret min tid til 3 timer og 11 minutter. Svømningen blev gennemført noget hurtigere end første gang, men til gengæld kunne jeg godt mærke løbeturen fra sidste uge. En stor del af de 10 km måtte jeg faktisk gå. Jeg sluttede dog fint og fik indhentet en del andre deltagere inden målstregen. Jeg håber, at vi kan finde flere triatlonløb senere på turen. Hvis svømmeturen foregår i Stillehavet stiller Cinzia også op.
Den 11. september skal vi være med i et cykelløb, som starter i Astoria og slutter i Brookings, Oregon. Så fortsætter vi ned langs Vestkysten og forbi San Francisco og Los Angeles. Derefter Mexico, Guatemala, Belize, Honduras, El Salvador, Nicaragua, Costa Rica, Panama, (muligvis Venezuela) Colombia, Equador, Peru, Bolivia, Paragua, Uruguay og som rosinen i pølseenden: Argentina.
Stay tuned!
Skrevet af Brian Schyberg
E