2. del, Alaska, USA:
Grundet problemer med det amerikanske flyselskab, Continental, fløj vi fra New York til San Francisco (noget af en omvej!) og videre til Alaskas største by: Anchorage, som ligger ud til Stillehavet. Anchorage blev helt smadret af et meget kraftigt jordskælv i 1964 og 14 dage før vi ankom, var der tale om, at byen måske ville blive ramt af en tsunami. Alaska ligger et stykke højere oppe end Danmark, så om sommeren er der næsten aldrig mørkt. Om vinteren er der til gengæld dage, hvor solen kun dukker frem i få timer. Det må være en meget speciel livsstil.
I lufthavnen blev vi mødt af vores vært fra organisationen warmshovers.org, Anthony og hans kæreste. Anthony havde en imponerende hanekam og en stor ring i næsen. Desuden arbejder han i en cykelforretning og var på alle måder en perfekt vært. Han kørte os hjem, hvor vi blev budt på lækker friskfanget og nystegt fisk af en anden vært fra huset, Caleb. Derefter blev vi anvist en seng som vi snart snorksov i. Dagen efter var den store dag, hvor vi endelig skulle få fingre i vores cykler. Caleb kørte os hen til cykelbutikken, men inden da skulle vi lige smage på forskellige varianter fra et lokalt ølbryggeri kaldet the Midnight Sun. Hos cykelforhandleren, Chain Reaction, var en del småting, som skulle ordnes før vi kunne kaste os i sadlen og cykle tilbage til huset.
Vi var meget overrasket over at se, at der faktisk er så mange biler i Alaska. Vi var sikre på, at så langt væk fra alt “lov og ret” ville det være andre transportmidler, som var foretrukne. En del mennesker bruger dog også cykler om sommeren og ski om vinteren. Og i de mere øde områder bruger folk ikke så meget biler, men mere små privatfly og snowmobiler om vinteren.
Om aftenen gik vi i byen med Anthony og de andre fra huset. Vi besøgte forskellige steder og undertegnede fik sågar mulighed for at fremvise mine evner på dansegulvet. Vi kom hjem sent om aftenen, og naboerne, som plejer at gå i seng allerede klokken 21.00(!), klagede over vores støjniveau. Det lod til, at der i længere tid har være “krig” mellem vores værter og naboerne, der flere gange har klaget til udlejeren af huset og oven i købet tilkaldt politiet et par gange. Dagen efter bankede udlejeren således på døren, og overrakte et brev til vores værter. Der stod, at de nu havde en måned til at finde sig et andet sted at bo! Det viste sig nemlig, at naboens bil havde fået grimme ridser i lakken den foregående nat. Mistanken faldt straks på vores værter og sammen med den tidligere nævnte “krig” var det åbenbart grund nok til at smide dem på porten. Der er ingen tvivl om, at ingen af vore værter havde ridset bilen, men eftersom lejere ikke har særlig mange rettigheder, er det bare ud af vagten. Det lader til, at de er skyldige indtil det modsatte er bevist. Vores værter tog det heldigvis med opløftet pande og var trods alt ved godt humør. De tog mig således ud på en rigtig sej mountainbike-tur dagen efter. Jeg lånte Calebs cykel og så var det ellers op ad bakkerne! Jeg har mange gange kørt på mountainbike, men eftersom der ikke er så mange bakker i Danmark, havde det ikke helt været det samme. Flere gange var det så stejlt op ad skråningerne, at jeg var utrolig tæt på at stejle med min jernhest. Cyklen var heldigvis i perfekt stand, så jeg klarede den uden de store problemer. Anthonys kæreste var dog ikke så heldig og hun havde et grimt styrt i starten af turen, og var efterfølgende lidt usikker i sin kørsel. Efter ca. 45 min. kom vi til toppen af bjerget. Vi tog et par billeder og så gik det ellers ned ad bakken igen med sømmet i bund. Anthony var en erfaren kører, så ham kunne jeg ikke følge med. Kæresten, derimod, kunne jeg godt give baghjul. Når jeg kommer tilbage til Andedammen, tror jeg, at jeg vil køre landevejscykling om sommeren og mountainbike om vinteren. Faktisk har Anthonys cykelbutik udviklet en cykel, som de kalder en “Fatback”. Den har dæk så brede, at man uden problemer kan benytte cyklen om vinteren i Alaskas snedækkede landskab. I kan se hvordan den ser ud her: www.fatbackbikes.com.
Cinzia holdt sig pænt hjemme, da hun ikke ville løbe en risiko og ødelægge knæet igen efter dem operation hun havde i marts måned.
Den sidste aften blev vi inviteret ud til middag hos nogle venner. Det viste sig at være en meget formel middag, hvor folk pænt introducerede sig selv foran alle de andre, og folk klappede, hvis de var imponerede over præsentationen. Vi følte os som en hund i et spil kegler, så vi spiste hurtigt vores mad og kørte hjem kort efter. Efter at have pakket vores ting og sendt forskellige pakker fra posthuset, hoppede vi endelig op på vores nye cykler med fuld oppakning og satte kursen nordøst, mod Tok. En af vores venlige værter, Caleb kørte med et par timer, for at vise os vej ud af Anchorage, som dækker et stort område og har et kompliceret vejnet. Heldigvis har de også en del cykelstier og dem kendte han ud og ind som sin egen bukselomme. Lidt uden for Anchorage begyndte Cinzia pludselig at skrige som en gal! Hun var lidt bagefter os, og hun vinkede og hylede som en stukken gris. Vi ventede på hende indtil hun var kommet hen til os. Helt stakåndet forklarede hun, at hun havde set “et eller andet STORT” ovre på den anden side af vejen. Hun var panisk og var ikke sikker på om det havde været en elg eller en grizzly bjørn. Hun var dog helt overbevist om, at dyret havde kigget ondt på hende og var parat til at springe over en kraftigt trafikeret vej og stange/spise hende! Det tog noget tid før vi fik beroliget hende og indtil vi kom til Eagle River (hvor Caleb vendte om, da han skulle arbejde samme aften) kørte vi alle tre side om side for at dulme Cinzias nerver.
Sent om aftenen ankom vi til vores nye værters (igen gennem warmshovers.org) hus. Værterne (Mandy og Tom) var et ældre ægtepar, som vartede op om os, som om vi var deres egne børn, der havde været forsvundet i årevis og endelig var vendt hjem. Vi blev budt på lækker salat, grillet laks og kartoffelmos. Rent guf for et par udsultede globetrotter. Som de andre mennesker i warmshovers, vidste de godt, at folk som har cyklet hele dagen får en glubsk appetit. Efter et bad, hoppede vi under dynerne og sov til vi blev vækket ved lugten af blåbærpandekager, røræg og stegt bacon. Alt var bare perfekt! Efter at have udvekslet erfaringer og cykel-drømmeture, tog vi afsked med vores værter. Jeg håber, at de kommer og besøger os en dag i Danmark.
Vi passerede byen Palmer og derefter var der bakker, bakker og atter bakker på menuen. Nogle af stigningerne var på 8% eller mere og flyveturen ned igen bagefter var både spændende og dramatisk. Det giver et kæmpe sug i maven, når man drøner dernedad med 60 km. i timen, helt uden at man træder i pedalerne! Modsat kostede bakkerne opad blod, sved og tårer og hastigheden kom sjældent op over 5 km. i timen. Man kan næsten gå lige så hurtigt, hvilket Cinzia også fandt ud af, da hun ikke orkede at cykle længere og i stedet skubbede cyklen. Sent om aftenen ankom vi til en lille rasteplads ved siden af en sø. Efter at have slået telt op, ankom der en større campingvogn med et par indfødte fra Alaska og deres finske venner. Finnerne var klædt ud som Kermit the Frog og Julemandens hjælper. Guderne må vide hvorfor. De var dog flinke nok og de lånte os ild til bålet, hvorpå vi lavede mad. Kort efter at vi havde pakket sammen og lagt os til køjs begyndte det at øse ned. Og det blev ved og ved og ved. I næsten 12 timer i træk stod det ned i stride strømme. Vi var dog så trætte efter gårsdagens cykeltur i bakkerne, at vi sov næsten hele tiden. Det må klart været den længste skraber jeg har haft til dato! Jeg går ud fra, at det også indhenter lidt af det søvnunderskud, som jeg i årevis har lidt under efter mine før-fanden-får-sko-på togture til København.
Solen tittede frem om formiddagen, men bakkerne var ikke skyllet væk i nattens løb. Kravle op ad bakken på 30 min. og suse ned igen ad samme bakke på 2 min., det var recepten dagen lang. For at gøre dagen mere perfekt begyndte det at regne i stride strømme igen. Fik jeg nævnt, at det var den 14. juli? Tillykke Brian!
Om aftenen kom vi forbi nogle kabiner og vi mente selv, at vi havde fortjent at sove i en ordentlig seng, så vi bookede ind i en vidunderlig træhytte med udsigt over en gletsjer et par kilometer væk. Magen til udsigt skal man altså lede længe efter!
Den efterfølgende dag startede vi ret sent, da vi gerne lige ville sende nogle mails, da den tilhørende restaurant havde Wi-Fi, dvs. trådløst netværk. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel og der var heldigvis ikke nær så mange bakker denne gang. Jeg var hele tiden på udkig efter grizzly bjørne eller i det mindste en elg, men indtil videre er det ikke lykkes mig at se skyggen af en eneste. Jeg har besluttet mig for, at jeg forlader ikke Alaska eller Canada før jeg har taget et foto af en af dem og helst begge. Der var derimod masser af vejskilte, som proklamerede, at der var store mængder af både grizzly bjørne, ulve og elge i området. Vi talte med en gut (som selv lignede en grizzly), der arbejde i sit eget lille supermarked. Han havde opdrættet et par grizzly unger, da deres mor var blevet skudt. De var senere blevet brugt i filmen Dr. Dolittle med Eddie Murphy som hovedperson. Han sagde, at her oppe i Alaska er der 10 gange så mange bjørne som mennesker. Bjørnene plejer dog at holde sig fra hovedvejede, da de godt ved, at biler slår hårdt, hvis de bliver ramt. Først sent om aftenen eller om vinteren, når der ikke er så meget trafik, plejer de at dukke frem ved vejene. En aften så vi dog en kæmpe ørn, som lettede fra en af trækronerne. Det var svært at sige hvad det var for en slags ørn, muligvis en Bald Eagle, som er USA’s nationaldyr. Nu vi taler om fugle, så mødte vi en dag en lille piphans, som ikke kunne flyve. En af lokalbeboerne kom hen til os og viste den frem. Den var helt våd og forpjusket. Måske den var kommet til skade. Den forsøgte i hvert fald ikke at flyve af sted på egen hånd. Han satte den lidt senere ned i græsset i håbet om, at den snart ville tørre og lette igen sammen med sine brødre og søstre. Landskabet her i Alaska er svært at beskrive malende nok med simple ord. Vi cykler gennem The Rocky Mountains, så der er jo masser af imponerende bjerge. Mange af dem er indhyllet i tåge eller skyer. Der er også store områder, der er dækket af gletsjere og brede floder, hvilket vi jo ikke kender så meget til i Danmark. Der er desuden millioner og atter millioner af grantræer overalt. Der er så store åbne landskaber uden et eneste hus eller tegn på menneskeliv overhovedet. Jo længere væk vi bevæger os fra Anchorage, jo færre biler er der også på vejene. Jeg håber, at billederne giver bare et lille indtryk af det storslåede landskab. Grundet det gode vejr og de relativt få bakker (der var dog et par grimme nogle ind i mellem - bare for at minde os om hvem der var boss) fik vi cyklet ikke mindre end 107 kilometer inden vi trillede ind på en campingplads. Cinzia er en smule sløj og døjer med hovedpine og forkølelse, så vi har besluttet os for at tage en fridag. Stedet her ligger lige ved en lille sø og en å, med rige muligheder for at fiske og gå lange ture i de smukke omgivelser. Desværre er der også tonsvis af myg, så jeg sidder og skriver disse linjer fra deres vaskeri, for at sikre strøm til computeren og for ikke at blive ædt levende af de små glubske blodsugere.